Der bliver ikke noget af straftold på kinesiske biler med tilbagevirkende kraft. I hvert fald ikke før efter EU-valget til juni.
Det er blevet et vanvittigt varmt emne i den europæiske bilindustri. Og endda også uden for den. For skal der, eller skal der ikke, lægges en straftold på kinesiske biler.
EU-Parlamentet har foreslået at gøre det med tilbagevirkende kraft. Men det har bl.a. mødt modstand fra flere europæiske bilmærker, som frygter at blive mødt med et modsvar på det kinesiske marked.
Og nu har EU helt udskudt en beslutning om straftold til engang efter valget til Europa-Parlamentet som finder sted 9. juni.
Det skriver Reuters.
LÆS OGSÅ: Polestar dumper endnu en test – værst af alle
Ifølge mediets oplysninger vil EU-Kommissionen meget gerne undgå, at spørgsmålet om straftold på kinabilerne bliver et spørgsmål i valgkampen. Derfor kommer vi heller ikke til at se den indført. I hvert fald ikke før valget.
Trods udsættelsen vil en talsmand for EU-Kommissionen over for Reuters ikke bekræfte, hvornår man så i givet fald har tænkt sig at tage spørgsmålet op igen.
Taksterne kan ramme bilmærker som Tesla, Volvo, Polestar, BMW, BYD og Mercedes der alle har enten fabrikker i Kina eller meget store interesser i det kinesiske marked.
Baggrunden for den bebudede straftold skal findes i EU’s formodning om, at det kinesiske diktatur gennem statsstøtte ulovligt hjælper landets bilmærker med at holde prisen i Europa nede.
En tysk undersøgelse har eksempelvis bevist, at alene BYD har fået adskillige milliarder kroner i statsstøtte af kommuniststyret. Men hvor EU tøver, har USA allerede gjort alvor af en trussel om 100 procents told på kinabilerne. Læs mere om det her.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!