Lige nu skal du være 21 år for at kunne køre såkaldt stor lastbil. EU vil nu sænke aldersgrænsen til 17-årige i jagten på flere chauffører.
EU har for nylig vedtaget en regel, der gør det muligt for 17-årige at køre lastbil, hvis de er under opsyn af en erfaren chauffør.
Fra 18-årsalderen kan de køre alene. Forslaget er en del af en større indsats for at afhjælpe den voksende mangel på chauffører i Europa.
Forslaget møder dog skarp kritik fra det norske faglige transportforbund (YTF), som frygter, at det vil gå ud over trafiksikkerheden. For selvom Norge ikke er medlem af EU, følger landet unionens regler på området.
Det skriver norsk TV2.
Ifølge YTF er unge på 17 år ikke nødvendigvis modne nok til at håndtere de udfordringer, der følger med at køre tunge køretøjer.
Forbundets leder, Jim Klungnes, understreger, at det kræver mere end tekniske færdigheder at navigere sikkert i trafikken.
– Chaufførmanglen er en udfordring, vi skal tage alvorligt, men løsningen ligger ikke i at sænke aldersgrænsen, siger Klungnes.
YTF mener, at erfaringsbaseret dømmekraft er afgørende for sikkerheden, især i kompleks og uforudsigelig trafik.
– Forbundet opfordrer derfor de norske myndigheder til at fastholde den nuværende aldersgrænse på 21 år for at få kørekort til lastbil.
I stedet for at sænke aldersgrænsen foreslår YTF andre tiltag, der kan gøre chaufførfaget mere attraktivt for voksne og erfarne personer.
Bedre arbejdsforhold, som inkluderer højere løn og mere sikre rammer, kan hjælpe med at fastholde kvalificerede chauffører. Derudover peger de på behovet for mere fleksible arbejdstider og bedre uddannelsesforløb, så chaufførerne er bedre rustet til jobbet.
Et andet vigtigt område er infrastrukturen. Der er behov for flere døgnhvilepladser med ordentlige faciliteter, hvilket både kan forbedre chaufførernes arbejdsvilkår og øge trafiksikkerheden.
YTF har fremlagt disse forslag i et brev til den norske transportminister. De advarer mod at prioritere kortsigtede løsninger, der kan sætte sikkerheden på spil:
– Vi skal ikke lade kortsigtede løsninger på chaufførmanglen gå på bekostning af trafiksikkerheden. Professionelle chauffører har et stort ansvar, og dette ansvar kræver både modenhed og erfaring, slutter Klungnes.
EU arbejder i det hele taget på en lang række forslag på kørekort-området som ikke er blevet reguleret siden 2006. Tyskland har eksempelvis foreslået, at et særligt forbud skal gælde alle 27 medlemslande. Læs mere om det her.