En bilist fra Espergærde er ved Retten i Helsingør blevet dømt for at køre for stærkt forbi en fotovogn. Forholdet nægter han dog at kunne huske.
Det kan ikke være en i dag 59-årig mand fra Espergærde, der i februar 2020 kørte for stærkt forbi en fotovogn i byen. Det heller ikke selvom den blitzede bil faktisk tilhører ham Det mener manden i hvert fald fald selv. Faktisk sagde han i retten, at han ikke husker, at han den pågældende dag – 20. februar 2020 – overhovedet sad bag rattet.
I stedet forklarede han sagens dommer, at han nok havde været på skiferie den dag, da hans bil i en 50-zone kørte forbi en fotovogn med 85 km/t.
Men ikke bare havde manden slet ikke ført bilen, målingen – som operatøren i fotovognen havde foretaget – var også forkert. Derfor måtte politiet møde op i retten for at sandsynliggøre, at fartmålingen var korrekt.
I retten forklarede fotovognenes operatør, at han var sikker på, at udstyret var kalibreret korrekt, og at den 59-åriges bil faktisk kørte 85 km/t lige på det tidspunkt. Desuden mente operatøren, at skiltningen på vejen var korrekt.
Og den forklaring troede dommeren mere på end den tiltaltes. Derfor skal den 59-årige nu undvære sit kørekort betinget i tre år. Ligesom han skal hoste op med 4.000 kr. til statskassen. Det skriver Helsingør Dagblad.