De sidste 240 ansatte, der er tilbage hos fælgfirmaet BBS, har ikke fået løn i flere måneder. De har dog heller ikke haft noget at lave.
Det har ikke været lykken – eller nogen redning for det tyske fælgfirma BBS – at man i december 2023 blev opkøbt af et tyrkisk holdingselskab.
Og nu står BBS over for firmaets femte konkurs på 20 år. De sidste 240 ansatte, som er tilbage på fabrikken i Schiltach, har egentlig ikke noget at lave.
For ifølge det tyske medie T-Online er ordre gået tabt. Der har været tvivl om tidligere ejeres rettigheder, og værst af alt har medarbejderne ikke fået løn i hverken maj eller juni måned.
– Fremtiden for BBS er fuldstændig åben i øjeblikket, siger Stefan Prutscher, der er politisk sekretær hos fagforeningen IG Metall, til mediet.
Magnussen færdig? Haas skriver kontrakt med anden Formel 1-kører
Stefan Prutscher fortæller desuden, at produktionen hos BBS stort set har stået stille i flere måneder. Der har kun med få undtagelser været noget at lave.
Fagforeningsmanden oplyser også, at de tyrkiske ejere ikke er til stede på fabrikken, og at de i øvrigt ikke er til at komme i kontakt med på nuværende tidspunkt. BBS har også måttet se 30 medarbejdere sige op siden det tyrkiske opkøb i december sidste år.
BBS blev grundlagt i 1970 og producerer primært aluminiumsfælge til biler. Navnet er en sammentrækning af efternavnene på de to stiftere og firmaets hovedkvarter: Heinrich Baumgartner og Klaus Brand i Schiltach.
Fælgfirmaet har nu fire gange undgået konkurser ved både at skifte strategi, ejere og marked. Mon der også er held nok tilbage til en femte gang?
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!