– Far, jeg klemmer et par ekstra måneder ud af livet, bare så jeg kan køre i den, lyder det fra Joe Tegerdines døende søn på bare 18 år.
Vi er godt nok kun i slutningen af marts. Men Joe Tegerdine har muligvis allerede taget titlen som ‘årets far 2024’.
Hans 19-årige søn, Joseph Tegerdine, har kæmpet mod kræften, siden han var 13 år. Og i februar fik den unge mand at vide, at kræften har spredt sig til lungerne.
Noget lægerne mener kun giver Joseph Tegerdine ganske få måneder tilbage at leve i. Men det skal nu ikke stoppe ham. Heller ikke fra at sætte sig bag rattet i sin nye bil.
Den har far Joe Tegerdine netop købt til ham. En Ford Mustang med 2,3-liters motor og 330 hestekræfter.
LÆS OGSÅ: Bilmærke fyrer chef og lukker næsten ned i Danmark
– Far, jeg klemmer et par ekstra måneder ud af livet, bare så jeg kan køre i den, lød det fra sønnen, skriver Joe Tegerdine på det sociale medie “X”.
Joseph Tegerdines tragiske skæbne er nået helt ind på det øverste chefkontor hos Ford, hvor den administrerende direktør Jim Farley er klar til at springe til med et kørekursus i den nye topmodel Mustang Dark Horse.
– I skal bare sige til, Joe. Så får vi det til at ske, lover Ford-direktøren.
En chance hverken far eller søn har kunnet sige nej til. Derfor sætter familien til april kursen mod Ford Performance Racing School i North Carolina. Her slipper de den nye Dark Horse løs på racerbanen Charlotte Motor Speedway.
Efterfølgende har Joe Tegerdine igen fundet vej til tasterne og fortalt omverdenen lidt mere om sin søn. Den 19-årige mand vil hellere leve det sidste af livet fuld ud, end at sidde bundet til en køresæl eller ligge i sengen.
– Jeg kan ikke sætte ord på, hvor spændt Joseph er på det kørekursus. Og jeg glæder mig lige så meget til at tage med ham, skriver Joe Tegerdine i en tak til Ford for hjælpen.