Medmindre du sammen med en makker bestiller to helt nye eksemplarer af den samme bilmodel samtidig, er chancen for at opleve noget lignende minimal.
Man siger, at æblet sjældent falder langt fra stammen. Alligevel kan Matthew Moroko og hans far Jerry umuligt have planlagt følgende historie. Heller ikke selvom begge længe har drømt om at eje hver deres BMW E92 M3.
Den første, det skete for, var Jerry. Han købte sig et Alpine-hvidt eksemplar i 2020. I 2022 gjorde Matthew så præcis det samme.
– Hele mit liv har jeg villet eje sådan én, fortæller han til The Drive, der fandt historien om Matthew og Jerry Moroko på Facebook.
Det var dog først i år, da Matthew sad og rodede nogle papirer igennem på bilerne, at han opdagede en spøjs detalje.
LÆS OGSÅ: Kasper skammer sig over at eje en Tesla
Ikke bare er begge biler bygget i 2008. Bilerne har forladt samlebåndet lige efter hinanden. Faktisk er der bare ét tal til forskel i den sidste del af stelnumrene.
Matthews rullede ud fra fabrikken først med stelnummeret ‘PY42209’. Lige efter fulgte far Jerrys med stelnummeret PY42210.
Over for The Drive vil BMW da også gerne bekræfte, hvad far og søn lige siden har spekuleret på. Bilerne er nemlig ganske rigtig bygget lige efter hinanden.
Helt præcis om morgenen den 19. juni 2008. Det var en torsdag… hvis nu nogen skulle sidde derude med en OCD-agtig nysgerrighed.
BMW kan desuden oplyse, at det ikke er sikkert, at bilerne har forladt fabrikken i Regensburg samme dag. Det ville kræve, at BMW havde noget hvid maling klar lige efter en omgang sort. Men at det er muligt, vil BMW ikke afvise.
Far- og søn Bimmerne er 2 ud af 40.092 coupéer, BMW nåede at bygge mellem 2007 og 2013, hvor samlebåndet blev pillet ned for at gøre plads til den næste M3 i rækken – F8x.