Hvor 11 ud af 13 biler bestod den seneste Euro NCAP-test med kryds, slange og fem stjerner, falder Dacia Sandero Stepway helt igennem. FDM anbefaler, at man ikke køber bilen.
Hvor andre biler som Skoda Enyaq klarede sig igennem den stadig hårdere test fra Euro NCAP, faldt andre biler helt igennem på sikkerheden. Det drejer sig om Dacia Sandero Stepway, der er en hævet version af den billige Dacia Sandero. Det skriver Bil Magasinet.
Faktisk får den kun to sølle stjerner, som slet ikke er at foretrække i en test, der drejer sig om hvor godt den formår at beskytte dig og dine medtrafikanter i tilfælde af kollision.
Uambitiøse takter fra Dacia
Der er da heller ikke meget tilfredshed at spore hos generalsekretær hos Euro NCAP Michiel van Ratingen, der udtaler, at det er meget lavt at sigte for Dacia: “Tydeligvis har Dacia fundet deres marked og det holder de sig til, men en to-stjernet rating udviser en meget lille ambition, selv for et lavprisprodukt.”
I en verden, hvor sikkerhed kommer mere og mere i højsædet, mener Euro NCAP ikke, at det er nok at sigte efter karakter så langt under middel. Eksempelvis påpeger Michiel van Ratingen, at der mangler mange ting som eksempelvis frontkamera, der skal forhindre kollisioner fortil.
Mulige problemer i fremtiden
I Dacia Sandero findes heller ikke sikkerhedsudstyr som Lane Support, som ellers ville være at foretrække. Desuden udtaler Euro NCAP, at når man tager i betragtning at Dacia udmærket er klar over, at de snart skal leve op til de nye generelle sikkerheds regulationer, er det skuffende, at de scorer så lavt i den seneste test.
FDM er gået så langt, at de anbefaler, at man ikke køber bilmodellen.
Dacia: Det er en sikker bil
Groupe Renault, der ejer Dacia, er hurtig til at understrege, at Dacia Sandero den dårlige bedømmelse ikke vidner om, at bilen er usikker for dem, der sidder i den.
“Vores arbejde med at sikre høj passiv sikkerhed er blevet anerkendt af Euro NCAP ved at give fire stjerner for sikkerheden for både børn og voksne i tilfælde af uheld,” siger kommunikationschefen i Danmark, Søren Hyltoft, i en pressemeddelelse.
Han oplyser, at Dacia Sandero kun får to stjerner, fordi man blandt andet ikke tilbyder lane keeping assist eller automatisk bremse for fodgængere og cyklister. Og, da det er laveste karakter som definerer det overordnede resultat, får Dacia Sandero blot to stjerner.
Euro NCAP-bedømmelse af den helt nye Dacia Sandero/Stepway:
– Beskyttelse af voksen: 70 % = 4 stjerner
– Beskyttelse af børn = 72 % = 4 stjerner
– Beskyttelse af bløde trafikanter 41 % = 3 stjerner
– Sikkerhedsassister 42 % = 2 stjerner