Ferraris første elbil bliver – som det er tilfældet for alle de andre biler i modelprogrammet – kun for de få. I Danmark bliver den rasende dyr. Selv uden afgift.
En Ferrari har aldrig været billig. Men modsat mange af konkurrenterne vakler mærket fra Maranello ikke i tvivlen på, at modelprogrammet også skal suppleres af mindst én elbil.
Den viser mærket allerede frem i år. Og det bliver en rasende dyr fornøjelse. Altså at købe den. Og det selv hvis vi regner den danske registreringsafgift fra.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters peger kilder ‘med kendskab til bilen’ på, at Ferrari i udgangspunktet vil forlange en halv million euro for bilen. Det svarer til 3,7 millioner kroner plus det løse.
Udover et prisgæt forbliver den første elektriske Cavallino Rampante (italiensk for stejlende hingst, red.) en fabrikshemmelig.
LÆS OGSÅ: Tesla-ejer afsløret af ekskonen – skal betale 700.000 kroner
Alt, vi kan sige med sikkerhed, er, at bilen skal bygges på Ferrari’s nye fabrik. For det har mærket selv bekræftet. Derudover er det sandsynligt, at Ferrari vil være klar til at sende de første elbiler på gaden i slutningen af 2025.
Reuters’ kilder fortæller samtidig, at Ferrari allerede har folk på udviklingsarbejdet bag den næste elbil. Men faktisk behøver fabrikken i Maranello slet ikke elbiler. I hvert fald ikke når man kigger på bundlinjen.
Tallene afslører, at Ferrari er det bilmærke i verden der tjener absolut flest penge pr. bil. Alene i 2023 hev mærket næsten 1 million kr. hjem pr. bil der forlod fabrikken.
Noget helt tredje er, at folkene fra Maranello slet ikke har interesse i at oversvømme markedet med biler. Sidste år leverede Ferrari rekordmange biler. “Hele” 13.663 blev det til. Det siges, at Ferrari sætter grænsen ved 20.000 gadebiler.
Vi ved allerede, at der fra chefgangene er kommet besked om, at salgshittet Purosangue, som ifølge Ferrari ikke er en SUV, ikke må fylde mere end 20 procent i ordrebøgerne. Derfor er de da også allerede nu lukket i flere år.
Ferrari arbejder sig dog hverken væk fra V12-motoren eller forbrænding i det hele taget. Et patent afslører, at italienerne leger med tanken om at vende en brintdrevet V6-motor på hovedet. Læs mere om det her.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!