Fiat stopper produktionen af elbilen 500e. Køberne bliver ganske enkelt væk. Fabrikken arbejder samtidig på en hybrid-løsning.
Fiat stopper produktionen af elbilen 500e på Mirafiori-fabrikken i Torino. Samlebåndet skal ligge helt stille i fire uger.
I en pressemeddelelse henviser Stellantis, der ejer Fiat, til de store problemer, som alle bilproducenter oplever på bilmarkedet i øjeblikket. Især henviser koncernen til “dybe vanskeligheder” på elbilmarkedet.
Det skriver Reuters.
– Handlingen er nødvendig på grund af den nuværende mangel på ordrer, knyttet til de dybe vanskeligheder som alle producenter oplever på det europæiske elbilmarked, lyder det fra Stellantis.
LÆS OGSÅ: Benzinbil-ejere ved meget lidt om elbiler, siger klimagruppe
I januar i år valgte Stellantis at fyre 2.250 ansatte på fabrikken. Mere end halvdelen af dem arbejdede ved det samlebånd, hvorfra elektriske Fiat 500e kommer ud i sidste ende.
Selvom fabrikken i Torino nu skal ligge stille, betyder det ikke, at Fiat også går i dvale. I baggrunden arbejder italienerne nemlig på at få en hybridmotoriseret udgave af 500-modellen på vejene.
Bilerne bygges ganske enkelt om til små hybrider med benzinmotor, selvom Fiat 500e egentlig er bygget på en platform, der kun er beregnet til elbiler. Det fortalte Boosted om tilbage i maj måned.
Den oprindelige Fiat 500, altså den relancerede model, der deler teknik med Ford Ka, forlod tidligere på året samlebåndet. Et bånd, som ellers havde kørt i hele 17 år.
Fiat er, som Stellantis påpeger, langt fra det eneste bilmærke med alvorlige problemer i øjeblikket. Hos Volkswagen drejer det sig mere direkte om økonomi. Mærket, der lægger navn til en hel koncern, skylder svimlende 3.200 milliarder kroner.
Finansdirektøren mener, at der er to måske tre år til at vende udviklingen, før Volkswagen løber tør for tid. Bilmærkets enorme gæld har allerede fået direkte konsekvenser for bilerne. Læs mere om det her.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!