Bilen er helt ny, men det halter alvorligt med sikkerheden. Alligevel er Dacia Spring netop kåret som ‘det bedste køb i Europa’.
Når det gælder sikkerhed, er den nye Dacia Spring blevet sablet ned. Men skal man tro en jury af 32 motorjournalister, så har den ringe sikkerhed absolut ingen betydning.
Ellers vil de næppe have kåret bilen som ‘det bedste bilkøb i Europa 2022’. Og det er lige, hvad der er sket.
Men hos Dacia er man ikke overraskende meget glade for kåringen.
– Vi er meget stolte over at vinde Autobest 2022 prisen. Den bekræfter, at Dacias filosofi er rigtig. At lave enkle biler, der opfylder kundernes basale behov, siger Denis Le Vot, som er adm. direktør for Dacia.
Dacia Spring klarede sig med én stjerne ud af fem mulige i Euro NCAPS crashtest marginalt bedre end den aldrene Renault Zoe, som måtte tage til takke med ingenting – nemlig 0 stjerner.
Dacia Spring vandt foran Skoda Fabia og Opel Mokka, som indtog henholdsvis anden- og tredjepladsen.