Fisker Inc., med danske Henrik Fisker i spidsen, er langt fra tilfreds med den Ocean-ejer, der lånte sin bil ud til YouTuber’en Marques Brownlee.
Marques Brownlee, der på YouTube følges af mere end 18,5 millioner mennesker, havde ikke meget pænt at sige om Fisker Ocean.
Og det må Fisker have vidst. For bilmærket ville ikke låne den unge amerikaner en bil til testen. Bilen skaffede Marques Brownlee i stedet hos en brugtvognsforhandler.
Og det er Fisker blevet rasende over. Det kan bilforhandleren, som lånte Ocean-modellen ud, dokumentere. Ejeren har nemlig optaget det øjeblik, en Fisker-repræsentant ringer.
Og så fyrede det ellers af med trusler. Altså fra Fiskers side.
LÆS OGSÅ: Bilmærker vil bruge 40 milliarder kr. på nye fossilbiler
– “Må jeg trække dine negle af som en del af en inkvisition?” lyder det fra den Fisker-ansatte, der tydeligvis ikke er fornøjet over Brownlee’s video.
En video som i skrivende stund er set mere end 4,4 millioner gange på YouTube. Efter truslen om fingerneglene vil Fisker gerne vide, hvem brugtvognsforhandleren solgte bilen til.
Fisker har endnu ikke officielt forholdt sig til, om det at true brugtvognsforhandlere er noget, de ansatte sætter pris på hver dag. Men kønt ser det ikke ud.
Det gør det generelt ikke hos Fisker. For nylig har mærket selv meldt ud, at man risikerer at løbe tør for penge inden for de næste 12 måneder, og at man derfor ligger i forhandlinger med et andet bilmærke. Læs mere om det her.
Fisker skal desuden fyre ca. 15 procent af alle ansatte, og hvis det ikke lykkes at tilføre yderligere kapital, kan Fisker ‘ikke garantere sin egen overlevelse’.
I det hele taget er Fisker et foretagende, der brænder sig lynhurtigt gennem pengene. Det er ikke mange måneder siden, mærket fik tilført 1,4 milliarder kroner fra en ‘hemmelig investor’.