Flere bilister står til at miste kørekortene, fordi de alle kørte for hurtigt på Køge Bugt Motorvejen tirsdag aften.
Onsdag fortæller Midt- og Vestsjællands Politi, at fire bilister står til at miste kørekortene, efter at alle fire aftenen forinden trådte for hårdt på speederen.
Først kørte en 25-årig mand i en personbil forbi politiets måling ved Karlslunde med 170 km/t. På strækningen er den højst tilladte hastighed 110 km/t. Han kan forvente forvente en bøde samt en længere periode hvor han ikke må køre bil.
Det samme kan en 43-årig mand, der klokken 20.40 kørte forbi politi ved Solrød Strand med mindst 173 km/t. Klokken 20.55 smuttede en 37-årig mand forbi samme sted. Ifølge politiet med mindst 179 km/t.
Godt en halv time senere meldte en blot 18-årig mand sig i koret, da han kørte forbi fartmålingen med mindst 175 km/t. Fordi det er mindre end tre år siden, at den unge mand har erhvervet kørekortet, kan han forvente at blive mødt med et kørselsforbud.
Flere billeder: presse-fotos.dk