Onsdag kunne DR fortælle, at 12 sjællandske borgmestre har bedt regeringen sætte hastigheden på motorvejene ned til 80 km/t. Nu bakker flere fynske borgmestre op.
Lige nu er den højst tilladte hastighed på de danske motorveje 130 km/t. Men hvis det står til en række danske borgmestre, skal det være forbudt. Danske bilister skal i stedet tvinges til højst at køre 80 km/t på motorvejene.
Tidligere onsdag kunne DR fortælle, at 12 sjællandske borgmestre er gået til regeringen med det krav, og at transportminister Thomas Danielsen (V) ikke er afvisende over for idéen.
Og nu bakkes de sjællandske borgmestre op af flere af deres fynske kolleger. Blandt andet i Odense. Men også i Middelfart og Nyborg vil man have gjort 110/130 km/t til fortid.
– Det vil være helt på sin plads, at man sænker hastigheden til 80 kilometer i timen, indtil staten har etableret de nødvendige støjdæmpende foranstaltninger, siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel til DR.
LÆS OGSÅ: Ung gut anholdt: Kørte rundt på løbehjul og ‘rev sig selv i fjederen”
Assens borgmester Søren Steen Møller (V) vil dog ikke være med på legen.
– Det virker selvmodsigende at udvide motorvejen til tre spor, som det er sket i Assens, for så at køre 80 kilometer i timen på dem, siger den vestfynske Venstre-spids til DR.