… og op til 850 hestekræfter. Interiør er helt op til kunden selv at vælge.
Det er ikke, fordi den fabriksbyggede Mercedes-AMG GLS 63 mangler muskler. Slet ikke. Med 612 hestekræfter fra den 4-liters V8’er burde der være rigeligt under højrefoden til de fleste.
Men der findes jo dem, der ikke frygter for deres kørekort. Eller finanser for den sags skyld. For én ting er sikkert – hvis en stor Mercedes falder i værdi når den forlader forhandleren, så styrtdykker en Mansory-tunet udgave. Men lad nu det ligge.
For ændrer ikke på, at Mansorys bud på en GLS er djævelskab på fire hjul. Vi begynder med P720-pakken. Her har du nok gættet, at ydelsen i V8-motoren er hævet med 107 hestekræfter. Men du skal lægge yderligere 150 Nm til det regnestykke.
Herre i egen kabine
Er det ikke nok? Så skal vi op i en P850, sagde sælgeren. Et kæmpe brød med samlet set 850 hestekræfter og 1.100 Nm. Det kan lade sig gøre, fordi Mansory udover en ændret motorstyring også ofrer standard-udstødningen – helt ned til downpipen og turboladerne – til tuningsguderne.
Vil du have mere end rå performance – og selvfølgelig vil du det som Mansory-kunde – lader den tyske tuner dig være herre i egen kabine. Altså forstået på den måde, at de river hele læderkabinen ud og syr en ny til dig, hvis det står på ønskesedlen. Er læder ikke lige sagen, kan du vælge et hvilket som helst andet stof, siger tuneren.
Vi har hørt, at BMW går den veganske vej. I München siger de, at det vil føles som ‘rigtigt læder’. Den lader vi lige stå et øjeblik. Om ikke andet så som mulighed for Mansorys-kunder. Host, host.
Hvor hurtig den store GLS’er bliver efter en Mansory-behandling, har tuneren ikke sagt noget om. Men du kan roligt regne med, at den er hurtigere fra 0 til 100 km/t, end de 4,2 sekunder fabriksbilen skal bruge.
Klik ‘NÆSTE SIDE’ for at bladre i billederne af bilen