Divideres antallet af kilometer ud på antallet af leveår, har denne Audi TT set uhyggeligt lidt asfalt.
Slutningen af 2023 markerer også vejs ende for Audi TT som model. Til den tid vil modellen kunne fejre sit 25-års jubilæum.
Og så er der altså ingen skam i at takke af. For på de år er det blevet til tre generationer og vigtigst af alt adskillige RS-modeller.
De første modeller – altså biler bygget mellem 1998 og juni 2006 – kunne endda fås med 3,2-liters VR6-motor. Præcis som Volkswagens ypperste Golf i perioden. Bilerne delte endda gearkasse-teknik i form af DSG-gearet.
Helt så spektakulær er dette eksemplar i sølvgrå fra 2006 dog ikke. Og så alligevel. For ikke bare er det altså en af de sidste af de første. Denne TT’ers 1,8-liters, firecylindrede motor har kun kørt 933 kilometer.
Det samme som hele bilen i øvrigt. Dividerer man det ud på antal år – dem er der 17 af op til i dag – bliver det til bare 54 kilometer for hver 12 måneder.
Hvorfor det ikke er blevet til mere nævner forhandleren – der er har bilen til salg – intet om. Men måske der har siddet en dengang i 2006, og troet på at bilen nok skulle blive penge værd en dag.
Den dag kommer så måske her 17 år efter. I hvert fald er den højrestyrede – ja, bemærk at rattet sidder ‘ i den forkerte side’ – sat til 24.950 britiske pund. Det svarer til 217.000 danske kr.
Bevares, det er ikke nok til at gøre TT’eren til verdens dyreste bil. Men alderen taget i betragtning er det alligevel en pæn sjat.