Daniel Brandell er svensker, forsker i batterier og så giver han ikke meget for verdens største test af rækkevidde. Han mener ikke, testen kan bruges.
En norsk test af elbilernes rækkevidde siges at være verdens største. Testens resultater gik da også verden rundt i denne uge.
Men ifølge den svenske forsker Daniel Brandell skal man passe på med at lægge noget som helst i den slags test. Han mener nemlig, at batterierne i de enkelte elbiler også kan have en dårlig dag.
På den måde er der reelt ikke noget at komme efter, selvom bilerne kører den nøjagtig samme rute og under de samme forhold.
Det siger han til mediet Carup.
– Skal man tro en kræftforsker, der sagde, at han kun fodrede sin kone med gulerødder som mad i ti år, og at hun ikke fik kræft af det og derfor burde alle gøre det. Ingen havde stolet på det, siger Daniel Brandell.
Faktisk mener Brandell, at testen mere er baseret på tilfældigheder end noget andet. Og at man ikke kan vide, om man vil kunne få præcis det samme resultat fra præcis de samme biler bare to dage senere.
Hvorfor bilerne afviger så meget både fra hinanden og deres opgivne WLTP-oplyste rækkevidde, handler ifølge Brandell ikke om batterierne men mere bilernes software.
Desuden mener den svenske forsker, at det er lettere at sige noget om, hvor langt en elbil kan køre, desto større batteriet er.
– Hvorfor resultaterne er så forskellige, kan skyldes, at softwaren eller batteriet faktisk bare har en dårlig dag, siger Daniel Brandell.
Den norske test, som udføres af det norske svar på FDM og mediet Motor, afvikles to gange om året. En gang om ‘sommeren’ og igen under vinterlige forhold.
LÆS OGSÅ: Dansk professor kritiseres for at tale negativt om elbiler
I år var det ifølge nordmændene Polestar 3 der kørte længst. Også længere end rækkevidde-kongen Tesla Model 3. Men den slags skal man ifølge den svenske forsker altså ikke sætte sin lid til.
Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om oplyst og reel rækkevidde. WLTP-normen, der afløste NEDC i 2018, er længe blevet kritiseret for både at være for laboratorie-agtig og være skabt udelukkende til biler med forbrændingsmotor. Altså noget elbilerne ‘lider’ under.