Ifølge ny rapport fra iSeeCars holder en helt særlig brugt bil værdien bedre end nogen anden bilmodel. Der er tale om Porsche 911, som er verdensmester i netop den disciplin.
En overraskende bilmodel topper nu en ny liste over biler, der mister mindst værdi over fem år. Det viser en omfattende analyse af over 800.000 brugte biler fra USA.
Ifølge rapporten fra iSeeCars har Porsche 911 i gennemsnit kun mistet 19,5 procent af sin værdi over fem år. Det svarer til et gennemsnitligt tab på godt 166.000 kroner (uden danske afgifter, naurligvis). Analysen gælder fem år gamle biler solgt mellem marts 2024 og februar 2025.
Det placerer den ikoniske Porsche foran alle andre biler – inklusive billigere modeller fra blandt andet Toyota og Honda.
I modsætning til Porsche 911 står elbilerne som de største tabere. Især Jaguar I-Pace, som i gennemsnit har mistet over 72 procent af sin værdi. Også BMW 7-serie og Tesla Model S er blandt bilerne med størst fald i pris.
Porsche 911 holder sin brugtværdi allerbedst, men også 718 Cayman er i top
Listen viser, at sportsvogne og pickup-trucks typisk holder prisen bedre end luksusbiler og elbiler.
Nummer to på listen er nemlig lillebror Porsche 718 Cayman med et værditab på 21,8 procent. Toyota Tacoma kommer ind på tredjepladsen med et fald på 26 procent.
Chevrolet Corvette og Honda Civic følger efter. Toyota Tundra, Ford Mustang og Subaru BRZ er også blandt de bedst placerede biler.
Det er især modeller med forbrændingsmotor, der klarer sig godt. Kun enkelte hybrider – som Toyota RAV4 Hybrid og Prius – er at finde på top 25-listen.
Tesla Model S og Audi A8 L taber mest
Blandt de 25 biler med størst værditab er det især elbiler og luksusbiler, der går igen.
Efter Jaguar I-Pace er det BMW 7-serie, Tesla Model S og Infiniti QX80, der mister mest værdi. Flere modeller fra Audi, Land Rover og Maserati er også at finde på listen.
En Porsche-model sniger sig dog ind blandt de dårlige – kan du gætte det? Jeps, det er nemlig den elektriske Taycan, som ligger på 23. pladsen blandt de biler, der taber mest i værdi.
Rapporten peger på, at brugtbilmarkedet nu er ved at finde tilbage til normale tilstande efter corona og energikrise. Det betyder, at nye biler igen taber mere værdi – ganske enkelt fordi udbuddet stiger.
Derfor bør man som bilkøber tænke sig godt om, når der vælges model og mærke. Og måske vælge en brugt Porsche 911, hvis man vil sikre sig en fornuftig gensalgsværdi?
Herunder er listen over de bilen, som ifølge undersøgelsen holder værdien bedst som brugt bil:
- Porsche 911
- Porsche 718 Cayman
- Toyota Tacoma
- Chevrolet Corvette coupe
- Honda Civic
- Chevrolet Camaro
- Toyota Tundra
- Ford Mustang
- Porsche 718 Boxster
- Toyota Corolla Hatchback
- Subaru BRZ
- Toyota RAV4/RAV4 Hybrid
- Toyota 4Runner
- Toyota Corolla
- Subaru Crosstrek
- Subaru Impreza
- Chevrolet Corvette Convertible
- Jeep Wrangler
- Honda HR-V
- Ford Ranger
- Honda Accord
- Toyota Prius
- Honda CR-V
- Subaru WRX
- Toyota Camry
Tak fordi du læste med. Har du set en fejl i artiklen? Skriv til os: boosted@boosted.dk