Bilen får 1.400 hestekræfter og kommer til at koste seriøse dollars.
Glickenhaus har testet deres Le Mans-udgave af 007-modellen, som blandt andet skal køre World Endurance Championship. Men det er ikke nok med en baneversion. Nu kommer en udgave til gadebrug.
Der er dog et ret stort men. For bilen bliver kun bygget, hvis der er nok interesserede købere. Og der skal 24 personer til, som er klar på at købe, før bilen bliver sat i produktion.
Det er vel at mærke 24 personer med nok på kontoen. Prisen er nemlig knap 15 millioner kroner. Når de 24 købere er på plads, så er leveringstiden lidt længere, end du har på en Ford Focus nede hos den lokale forhandler. Der skal nemlig ventes i to år på Glickenhaus 007S, der bliver gadeversionens navn.
Men så lover de også, at du kan tage bilen direkte fra dit hjem, ind på en racerbane, køre 100 omgange for fuld skrald og så trille hjem igen.
Dog skal du ikke bo andre steder end i USA, for bilen bliver umiddelbart kun produceret til US-forhold.