Med Ruslands invasion af Ukraine blev alt dyrt – også – og især – brændstof. Men nu dykker olieprisen, og det smitter af på den danske tankstationer.
Kan du huske, hvad benzin og diesel kostede omkring årskiftet? Hvis ikke skal du blot kigge forbi en tankstation i disse dage. Både prisen på benzin og diesel nærmer sig nemlig niveauet ved nytår.
Mandag morgen ligger den nordeuropæiske Brent-olie lige omkring 81 dollar tønden. Det et fald på tre procent i forhold til den samme pris for bare 24 timer siden. Forklaringen skal formentlig findes i Kinas meget massive corona-nedlukninger af hele byer.
– Det er godt nyt for alle – også dem, der ikke kører i benzinbil. Energipriserne har været et betydende element i den inflation, vi har oplevet, og den effekt vil aftage betragteligt med de nuværende priser, siger Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet til Ritzau.
Vi skal ikke længere tilbage end til juni måned for at finde en periode, hvor benzinen krøb over 20 kr. literen. I dag nærmer den sig 14 kr., mens den flere steder faktisk allerede ligger under det niveau.