Hillerødmotorvejen skal udvides fra tre til fire spor i hver retning. Allerede før man tager hul på arbejdet, har Vejdirektoratet dog gjort en overraskende opdagelse.
Det er godt nok nogle måneder siden, at Vejdirektoratet brugte bilisterne på Hillerødmotorvejen som forsøgskaniner. Det er dog først nu, man er klar til at fortælle om det.
Eller i hvert fald, hvad man er kommet frem til. Og det er, synes Vejdirektoratet, ganske overraskende.
Det oplyser myndigheden selv i en pressemeddelelse.
Hillerødmotorvejens forlængelse er i forbindelse med vejarbejdet gjort til en såkaldt 2+1-vej mellem Allerød og Hillerød.
LÆS OGSÅ: Kostede 150 millioner kroner – nu må politiet ikke køre dem
Her er der skiftevis to spor og ét spor i hver retning. Og det har faktisk fået bilisterne til at køre bedre bil. I hvert fald gled trafikken bedre i myldretiden i de 14 dage, forsøget stod på.
Bilisterne blev ganske enkelt forhindret i at bruge begge spor. Og i det ene farbare spor var der ikke mulighed for overhaling. På den anden side var der heller ikke noget med sammenfletning.
En manøvre, der ofte volder problemer i myldretiden. Fordelene ved forsøget voksede dog ikke ind i himlen, erkender projektleder hos Vejdirektoratet, Inge Birkegaard Damsgaard.
– Vi kan se, at vi får en mere smidig afvikling af trafikken, når bilisterne i myldretiden kun har ét spor at køre i.
– Der er færre trafiksammenbrud, og trafikken bliver mere jævn og forudsigelig for trafikanterne, hvilket giver et bedre trafikflow.
– Omvendt er der ikke de store gevinster at hente uden for myldretiden, hvor det ikke er muligt at overhale de mere langsomt kørende køretøjer, lyder det.