Regeringen i Grækenland vil stramme reglerne over for landets motorcyklister, der ikke længere skal kunne købe benzin, hvis de ikke bruger styrthjelm.
Grækenlands regering vil indføre et forbud mod at sælge benzin til motorcyklister, der kører uden hjelm. Forslaget kommer fra landets sundhedsminister, Adonis Georgiadis, som selv er motorcyklist.
Georgiadis har deltaget i en tv-kampagne, der promoverer brugen af hjelm. Men ministeren vil nu tage mere drastiske midler i brug.
Han har derfor foreslået en ny tilgang til de lokale tankstationsejere rundt om i landet. De skal nægte at sælge benzin til motorcyklister uden hjelm. En gruppe der udgør et flertal af motorcyklisterne i Grækenland.
Forslaget har mødt modstand fra nogle tankstationsejere, der mener, at det er urimeligt at pålægge dem ansvaret for at håndhæve loven.
Tankstation-ejerne er også bekymrede over de potentielle bøder, de kan få, hvis de bliver taget i at sælge benzin til motorcyklister uden hjelm.
Det skriver Keep Talking Greece.
Udviklingsminister Takis Theodorikakos har dog allerede udarbejdet et lovforslag, der skal sendes til behandling i det græske parlament. Hvis forslaget vedtages, vil det blive en del af Grækenlands nye færdselslov.
Motorcyklister uden hjelm vil dermed ikke længere kunne købe benzin på tankstationer. Det vil tvinge dem til enten at overholde loven eller parkere deres motorcykler permanent. Medmindre de selvfølgelig vælger at skifte til en el-scooter.
Theodorikakos har udtalt, at “motorcyklister normalt er unge mennesker i en alder, hvor de føler sig udødelige”.
Han opfordrer de øvrige parlamentsmedlemmer til at støtte initiativet og lovforslaget. Ligesom han understreger regeringens engagement i at reducere antallet af ulykker og dødsfald.
Data fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) viser, at de fleste lande har love, der kræver, at motorcyklister og passagerer bruger hjelm. Grækenland er ingen undtagelse. I hvert fald ikke på papiret. Men håndhævelsen af loven er mangelfuld. Især i byområderne skriver de græske medier.
Hovedskader er da også et hyppigt resultat af trafikulykker. Hovedskaderne kan føre til permanente handicap eller værre endnu – dødsfald.
Ifølge Insurance Institute for Highway Safety (IIHS) er brug af hjelm obligatorisk for alle motorcyklister i cirka halvdelen af de amerikanske stater. I de fleste andre stater er det kun yngre kørere, der skal bruge hjelm.
Vil man køre uden hjelm, skal derfor om på den anden side af Atlanten. På den anden side er der tre stater i USA; Illinois, Iowa og New Hampshire som ikke har krav om brug af styrthjelm overhovedet. Herhjemme var det i mange år muligt at blive fritaget for at køre med styrthjelm.
Reglerne blev dog ændret 1. januar 2019. Og siden har det været ulovligt at køre uden hjelm. De lægeattester, der allerede var givet til motorcyklister, blev dog først ugyldige 1. juli samme år.
Læs flere artikler efter annoncerne: