Annonce:

Guide: Sådan monterer du lygtefolie

Monteringen af lygtefolie kan tage tålmodigheden fra enhver – men vi guider dig gennem det her

Er du på udkig efter en detalje, der kan give et mere dæmpet og ondt look til din bil, så bør du klart kigge i retning af lygtefolie, som den seneste tid er blevet uhyre populært i bilmiljøet. Det siger sig selv, at ordensmagten ikke er sindssygt begejstrede for den slags, men gør du det ordentligt og i en moderat toning, vil du med stor sandsynlighed aldrig få problemer for det.

Nyere biler har nogle meget komplekse og formede lygter, hvilket sætter enormt store krav til foliens kvalitet og ikke mindst montørens tålmodighed. Derfor har vi allieret os med Foliegejl.dk for at lave denne guide, og når du har læst den, kan du roligt give dig i kast med at montere din folie selv.

HVAD ER FORMÅLET?
Lygtefolie giver bilens lygter et røgfarvet look, som dæmper det reflekterende krom og giver et ondt look. Samtidig beskytter det lygterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen:

TIDSFORBRUG:
Hvis dine lygter har mange former som vores testbil, skal du regne med cirka to til tre timer for et sæt forlygter.

SVÆRHEDSGRAD:
Tålmodighed er kodeordet, og du skal ikke fortvivle, fordi det ikke lykkes i første omgang. Folien koster nærmest ingenting, så køb rigeligt og vær ikke bleg for at flå det af halvvejs under monteringen, hvis noget går galt.

PRIS OG MATERIALERNE:
Hos Foliegejl.dk koster lygtefolie til et sæt lygter kun 50 kr. Men vi anbefaler, at du minimum køber dobbelt længde, så der er lidt at klumre med.

LYGTETONING – TRIN FOR TRIN

1: Rengøring er kodeordet til et ordentligt resultat. Start med at rense lygten for fedt, insekter og støv med for eksempel ruderens eller lignende. Der skal være klinisk rent.
2: Lav en grov opmåling af lygten og skær derefter et stykke folie af rullen, som nogenlunde passer til størrelsen, dog lige lidt større hele vejen rundt, så der er nok af det.
3: Det nok vigtigste stykke værktøj er en skraber, som bruges til at trykke folien jævnt på plads og presse luftbobler ud. Denne skraber har filt monteret, så den ikke ridser.

4.1-4.2-4.3: Brug en forstøver med vand og en enkelt dråbe sulfo til at gøre lygte og folie fugtige inden montering. På den måde får du meget lettere ved at flytte rundt på folien.
5: Den våde folie klistrer ikke, og derfor kan du let flytte rundt på den, indtil du har den rette placering. Begynd nu fra midten af lygten at presse vandet forsigtigt ud af folien.
6: Varmepistolen er uundværlig til mon- teringen, da lygtefolien bliver mere fleksibel og strækbar, når den er varm. Men pas på med for meget varme på ét sted.
7: Det er en kunst at dosere varmen korrekt, så folien ikke tager skade, men når du har fundet metoden, vil du opdage, at folien kan strækkes og formes præcis til lygtens kurver.
8: Folder folien, betyder det, at der er for meget af den på det sted. Ved at varme folien op og arbejde den ned med skraberen, kan du også få den til at trække sig sammen igen.

9.1-9.2: Det er vigtigt, at alle kanter får en ordentlig fæstning, ellers vil folien hurtigt slippe lygten. Varm godt hele vejen rundt, så foliens lim bliver ekstra aktiveret og binder.

Med et skarpt hobbyknivblad skærer du nu forsigtigt den overskydende folie væk. Du skal hverken ramme lygten eller bilens lakerede dele, men kun lige der imellem.

11.1-11.2: Når du har skåret den overskydende folie væk, varmer du kanten hele vejen rundt og presser ind på folien med skraberen. Det sikrer, at folien er lukket ordentligt af.
12: Med en blød klud kan du nu tørre sæbevandsrester og fedtede fingre af lygtefolien. Hvis du har gjort det hele korrekt, kan du nu nyde resultatet.

13: Vores bil har også en indvendig lygte, som har knap så mange former som den udvendige. Den tager kun få minutter at få beklædt med folie, når du har det i fingrene.

FÆRDIG: Du skal nok forvente, at du kommer til at dumme dig mere end én gang, så derfor anbefaler vi, at du køber rigeligt med folie. Hvis du følger vores guide og er påpasselig med varmepistolen, lærer du hurtigt at meste monteringen. Det færdige resultat er intet min- dre end sejt, og vi er ret imponerede over den finish, det giver lygten.

 

 

 

 

Annonce:

Nyeste artikler

Annonce:

Motorsport

Annonce:

Populære

Annonce:

Flere populære artikler

Læs også

X