Det amerikanske team lægger ikke skjul på, at man gerne ser en amerikaner sidde i et Haas-sæde.
Lige nu har Haas papirer på Kevin Magnussen og Nico Hulkenberg. Men måske er i hvert fald én af dem på vej ud. Teamchef Gunther Steiner lægger nemlig ikke skjul på, at det amerikanske hold gerne ser en amerikaner i et sæde hos dem.
Og det måtte gerne være Logan Sargeant, som lige nu gør sig klar til sin debutsæson i en Williams-racer. Dermed vil det være første gang, en amerikaner kører Formel 1, siden Alexander Rossi kørte fem løb for Manor Racing.
LÆS OGSÅ: Her får bilister 18.000 kr. i bøde – politiet slår ned på ‘udstødningsstøj’
Og selvom Haas angiveligt kiggede i Sargeants retning, da man ledte efter Mick Schumachers afløser, blev den unge amerikaner alligevel fundet for let. Og det handlede om erfaring, understreger Steiner.
– Selvfølgelig vil det være godt for Haas med en amerikansk kører. Men lige nu tror jeg, vi ser udviklingen af en amerikansk kører. Og det bliver svært.
– Lige nu er der en amerikaner i Formel 1. Og han får brug for alt den opbakning, han overhovedet kan få. For lige nu tror jeg simpelthen ikke, den er der, siger Haas-chefen til det amerikanske medie KVUE.
Steiner mener dog, det vil være ‘fantastisk’ at se Sargeant i en Haas-racer, når først han har erfaring med sig.