Syd for grænsen har politiet succes med helt automatisk at blitzet blister som suser over for rødt. Nu overvejes samme metode herhjemme.
Herhjemme skal politiet fysisk se dig drøne over for rødt, hvis der skal falde en bøde og et klip i kørekortet. Sådan er det ikke i Tyskland, hvor det flere steder automatisk udløser en bøde at gøre det samme.
Blandt andet i Flensborg hvor man allerede tog rødlys-kameraerne i brug i 1980’erne. Teknikken bag blev senest opdateret i 2019. Det skriver TV2 Østjylland.
– Det er helt normalt overalt i Tyskland. Du må regne med at kunne blive fotograferet, når du kører på vejene. Det handler ene og alene om sikkerhed, siger leder af Flensborgs trafikkontrol Kevin Tolksdorf til mediet.
Kameraer kom aldrig til Aarhus
Herhjemme har teknologien flere gange været drøfte blandt politikerne. Både på national og lokal plan. Bl.a i Aarhus. Så sent som i 2021 ville kommunen blitze bilister, der kørte over for rødt.
Men kameraerne kom aldrig op. Hos Rigspolitiet, som politikerne mener sidder med ansvaret, forsvarer man sig med, at ‘det er en teknisk vanskelig opgave’. Noget som ‘kræver ny og uprøvet teknologi’ at gennemføre.
Rigspolitiet vil ifølge TV2 Østjylland ikke stille op til interview om sagen. I stedet henviser myndigheden til et svar, man tidligere har givet Folketingets retsudvalg. Her står der, at ‘man igangsætter en forundersøgelse af rødkørsels-kameraer i første halvdel af 2023’.
Heller ikke justitsministeren, der har det øverste ansvar for området, vil stille op til interview om sagen.