BMW’s topchef Oliver Zipse har godt nok sagt, at han tror store skærme i biler bliver forbudt. Men nu bliver forruden i alle nye BMW’er netop det.
BMW har annonceret en ambitiøs plan for at integrere en ny teknologi, kaldet Panoramic Vision, i alle kommende bilmodeller. Denne teknologi omdanner hele forruden til en skærm, der viser information til både fører og passagerer.
BMW Panoramic Vision, som blev præsenteret på Consumer Electronics Show 2025 i Las Vegas, bruger hele forruden og listen i bunden af forruden til at vise information.
Det oplyser mærket i en pressemeddelelse.
Systemet er baseret på det nye BMW Operating System X, der ifølge BMW er et af verdens mest omfattende infotainmentsystemer.
– Højteknologi møder yderst intuitiv betjening – et kvart århundredes pionerarbejde og teknologisk lederskab inden for betjeningskoncepter er blevet kanaliseret ind i den nye BMW Panoramic iDrive, siger Frank Weber, der BMW AG’s bestyrelsesmedlem med ansvar for udvikling.
Og han tilføjer:
– Grundlaget er det nye BMW Operating System X. Med dette fremskridt giver vi et af verdens bedste og mest omfattende infotainmentsystemer endnu større kapacitet og sætter igen branchens benchmark for multimodal interaktion.
– Fra og med den første serieproducerede Neue Klasse-model i slutningen af dette år, vil den nye BMW Panoramic iDrive udgøre en integreret del af alle fremtidige BMW-modeller.”
Systemet projicerer information på en sort printet overflade i den nederste del af forruden, synlig for alle passagerer. Vigtig køreinformation vises direkte i førerens synsfelt over rattet, og indholdet kan tilpasses via det centrale display.
Som ekstraudstyr tilbydes BMW 3D Head-Up Display, der integrerer navigation og automatiseret køreinformation i førerens synsfelt.
Et nyt multifunktionsrat med aktiv haptisk feedback giver føreren mulighed for at styre systemet uden at fjerne blikket fra vejen. Knapperne har en relieflignende overflade, der gør dem lette at finde.
BMW Operating System X, der er baseret på en Android Open Source Project (AOSP) softwarestack, muliggør samarbejde mellem BMW Panoramic Vision, BMW 3D Head-Up Display (ekstraudstyr), centralt display og multifunktionsrat.
En ting er, hvad BMW har planer om. En anden ting er, hvad de må. Oliver Zipse, der er direktør for det hele i München, tror da også, at store skærme i biler bliver forbudt. Læs mere om det her.