Den nye Hennessey Venom F5 Evolution kører ikke hurtigt. Den flyver lavt fra 0 til 321 km/t på bare 10 sekunder.
Spænd selen. For Hennessey Venom F5 Evolution går fra 0 til 321 km/t på bare 10,3 sekunder.
Det er i hvert fald, hvad det amerikanske bilmærke hævder. Den helt vanvittige acceleration skyldes primært en lav vægt og så selvfølgelig den 6,6-liters V8-motor med dobbelte turboer.
Her er ingen batterier. Andet end det 12-volts starterbatteri, der skal være. Ingen tunge batteripakker her – tak.
På den anden side er det heller ikke så underligt, at bilen har fået tilnavnet Fury. Ifølge Hennessey er turboerne på den nye Evo de største, der nogensinde er monteret på en gadebil.
Og fylder du tanken med E85-brændstof, er der da også hele 2.031 hestekræfter og 1.995 newtonmeter at komme efter under højre fod.
Vildere end Bugatti og uden nogen tophastighed
Amerikanerne har ikke oplyst en officiel tophastighed. Men til sammenligning går Bugatti Chiron Super Sport 482 km/t på toppen. Den er dog ‘hele’ 14,8 sekunder om at nå fra 0 til 321 km/t.
For at holde styr på de mange hestekræfter – og sørge for at bilen ikke river sig selv fra hinanden – har Hennessey givet Venom F5 Evolution en ny adaptiv undervogn. Men den slags koster lidt.
Altså ikke undervognen i sig selv men hele Evolution-pakken. For det er faktisk en opgradering til allerede eksisterende biler. Er du klar?
Hele pakken koster 285.000 dollar, hvilket svarer til lige knap 1,9 millioner danske kroner. På den anden side koster Venom F5 i forvejen fra 13,3 millioner danske kroner.
Den dårlige nyhed? Alle biler er udsolgt. Sådan har det faktisk været lige siden 2021.
En anden måske lidt overset ting er, at Venom er den eneste bil, du i dag kan få uden airbags. Og det i en bil, der allerede fra begyndelsen har 1.842 hestekræfter fra en 6,6-liters V8’er med dobbelt trykladning.
Hvordan det helt præcist er lykkedes Hennessey er omgå det sikkerhedskrav, skal vi ikke komme ind på her.
Men én af betingelserne er, at ejerne – i hvert fald i USA – skal skrive under på, at de kun kører 2.500 miles – eller godt 4.000 kilometer – i deres biler om året.
Tak fordi du læste med. Har du set en fejl i artiklen? Så fortæl os det: bj@boosted.dk