Gør man status over 2022, havde bilisterne især i én politikreds tilsyneladende svært ved at forstå, at deres biler risikerer at ryge.
Siden det i marts 2021 blev muligt for politiet at beslaglægge biler fra vanvidsbilister, er tusindvis af køretøjer røget ind og ud af politiets varetægt. Enkelte er leveret tilbage til rette ejere, mens langt flere i sidste ende er konfiskeret af staten.
LÆS OGSÅ: MTV pimpede hendes Ford Ka: “Nu hader jeg den!”
Tendens fortsatte ind i 2022, hvor især Midt- og Vestsjællands Politi har haft travlt. Næsten dagligt pillede politikredsen en bil ud af trafikken. 322 biler blev det til sidste år. Det viser kredsens egen opgørelse.
Men det er nu ikke, fordi alle bilerne stammer fra vanvidsbilister. Faktisk drejer det sig ‘bare’ om 50 af de 322 biler. I 37 af dem var en promille over 2,0 synderen. I de øvrige 13 sager blev der trykket alt for hårdt på speederen.
Vicepolitiinspektør: For at få de farligste væk
Resten af sagerne drejede sig typisk om gentagne tilfælde af kørsel i frakendelsestiden. Men det er også sket, at bilister – som slet ikke har haft kørekort – har mistet en bil til politikredsen.
– Vi tager bilerne fra dem som et middel blandt flere til at holde de farligste bilister væk fra vejene. Hvis man vælger at se stort på færdselslovens regler, så risikerer man altså, at man får bilen beslaglagt, siger vicepolitiinspektør Thomas Tarpgaard i en pressemeddelelse.
Oven i sagerne om de beslaglagte biler oplyser politiet, at der skal lægges ‘et mindre antal sager’ om beslaglagte knallerter.