En elbilejer fra Skovlunde skrev og spurgte sin boligforening, om muligheden for at få sat en ladestander op. Svaret fornærmede ham.
I AAB’s afdeling 47 i Skovlunde har boligforeningen ingen planer om at opsætte ladestandere til elbilejere. Det har én af beboerne,Per Hedemand Nielsen, også fået besked om. Det fortæller han til SN.dk.
Alligevel er han fornærmet over det svar, han fik fra boligforeningens bestyrelse.
– Til din orientering har vi ikke planer om at etablere ladestandere i afd 47. Vi har heller ikke tankstation til dem, som har benzinbiler. Så du må oplade din El andre steder, står der i svaret til Per Hedemand Nielsen.
LÆS OGSÅ: KLUMME: Kære elbilejer – jeg skal IKKE betale for din ladestander
Og det – især ordlyden af svaret – synes han er direkte nedladende skrevet. Selv overlever han nok, fortæller han til mediet. Der er flere ladestandere i den umiddelbare nærhed af boligen.
Men Per Hedemand Nielsen mener ikke ligefrem, at det er noget, der giver folk lyst til at købe en elbil. Desuden undrer han sig over, at AAB i et nyhedsbrev skriver, at man er med i et større projekt om ladestandere. Men ifølge ham gælder det altså ikke den boligforenings-afdeling, han bor i.
Ifølge boligforeningens formand handler det hele om økonomi. Det er nemlig særdeles dyrt at få ladestandere op at stå. Og det har boligforeningen i Skovlunde ikke penge til lige nu. Svaret til Per Hedemand Nielsen, mener formanden, var ment som et forsøg på humor.