Hondas britiske afdeling har løftet sløret for to vilde konceptbiler baseret på den nuværende Civic Type R
Fra fabrikken yder den to-liters benzinmotor i Honda Civic Type R 320 hestekræfter. Men den lille VTEC-maskine kan meget mere, har Honda i England fundet ud af.
De samme folk der står bag Hondas engelske touringrace-team har nemlig fået 405 hestekræfter og 500 newtonmeter ud af motoren.
Holdet har blandt andet ændret på bilens motorstyring, installeret et nyt indsprøjtningssystem og monteret en større intercooler. Alt sammen noget fabrikken har liggende på hylderne i forvejen. Det samme gælder bilens nye Scorpion-udstødning, der sørger for friere gennemgang i hele systemet.
– Vi kender allerede den løbsvindende FK8-plaform (den nuværende Civic Type R, red.). Men vi vil vise, hvad der kan hives ud af den selv med lette modifikationer, fortæller dynamic-chefen James Rodgers om projektet.
For at tøjle de ekstra hestekræfter er bilen også udstyret med en Eibach Pro-undervogn og 19″ hjul monteret med klæbrig Dunlup-dæk.
Men her holder Honda ikke inde. De har også ladet Ralph Hosier Engineering skabe OveRland. En Civic Type R i rallybilshøjde. Faktisk er bilen hævet hele 10,16 centimer i forhold til den almindelige Type R, hvilket gør, at der er plads fuldfede 255/55 BF Goodrich-dæk under skærmene.
Hidsigt, Honda!