Honda lover at holde Type R-modellerne i live. Men måske ikke på den måde, mærkets kunder og fans forventer.
Hondas Type R-betegnelse er kommet for at blive på modeller som Civic og Acura Integra. I et interview med Autocar går den ledende ingeniør i Type R-programmet, Hideki Kakinuma, meget langt i sit forsvar af tuner-divisionen.
– Der er ingen Honda uden Type R, lyder det.
Samtidig sender Hideki Kakinuma et lidt skjult hint i retningen af syntetisk benzin. Honda kan nemlig godt opnå co2-neutralitet med Type R-modellerne, mener han. Honda- og Type R-kunder skal dog ikke regne med, at Honda satser massivt på teknologien.
LÆS OGSÅ: SE LISTEN: Disse 13 kommuner vil sænke hastigheden på motorvejene
Men det er muligt, siger Hideki Kakinuma. Han vil heller ikke afvise, at Honda ‘har tid nok til ‘endnu en Type R-model’ med ren forbrændingsmotor.
Toyota forbrænder brint
Hos konkurrenterne fra Toyota arbejder man i øjeblikket på at få forbrændingsmotoren til at køre på brint. Og selvom der er slækket lidt på de kommende Euro 7-krav ser fremtiden for fossilbilen ikke alt for lys ud. I hvert fald ikke hvis de kører på brændstof lavet af olie.
I hvert fald lover Honda at holde Type R-betegnelsen i live. Tidligere i år ville Ko Yamamoto, der er teknisk rådgiver for Honda i Europa, heller ikke afvise, at man laver en hybrid-bil ud af den nuværende Civic Type R.