En 55-årig hundelufter følte sig så provokeret af en fotovogn, at det nu koster ham en sigtelse.
Mandag aften omkring klokken 18.20 tog en mandlig hundelufter opstilling foran en fotovogns kamera, der var sat op for at udføre fartkontrol på Greve Centervej i Greve.
Tilsyneladende følte manden sig provokeret af fotovognen, hvorfor han med sin krop ville forhindre fotovognsoperatøren i at tage billeder af de trafikanter, der havde for travlt på strækningen. Det fremgår af døgnrapporten.
Det skulle han ikke have gjort.
For en patrulje fra Midt-og Vestsjællands blev kaldt til stedet. Men da den nåede frem, var manden allerede forduftet. Det lykkedes dog betjentene at finde frem til manden længere nede af selvsamme Greve Centervej.
LÆS OGSÅ: Et stunt i Fast and Furious kostede 25 millioner dollars
Manden, der viste sig at være fra lokalområdet, blev sigtet for ‘at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde’, som det hedder i ordensmagtens jargon.
Sådan en forseelse straffes normalt med en bøde på 1.000 kroner. Selv nægtede manden, at han skulle have chikaneret fotovognen. Politiet har dog sikret det foto, som fotovognsoperatøren tog af manden, da denne hindrede kamerarets udsyn.
Han kan se frem til at høre nærmere fra politiet.