I lighed med de danske bilimportørers interesseorganisation forlanger FDM nu, at der indføres laderet i Danmark for at støtte elbiler.
FDM foreslår nu, at det skal være noget nær en menneskerettighed at lade en elbil op derhjemme. Hvis man da ejer sådan en.
Ifølge interesseorganisationens egne tal kan hver tredje bilist nemlig ikke lade bilen op på hjemmeadressen. Og det er for galt, mener man.
Derfor forlanger FDM nu præcis det samme som bilimportørernes interesseorganisation allerede har foreslået – nemlig at kun elbilsejere får ret til at tanke op derhjemme.
FDM foreslår helt konkret at indføre laderet efter norsk forbillede, hvor elbilsejere har haft ret til at opsætte en ladestander på egen eller fælles parkeringsplads.
– At kunne lade sin elbil i nærheden af sin bolig bør være en naturlig ret i et grønt samfund. Derfor foreslår FDM, at danskerne skal have samme laderet, som nordmændene har, siger adm. direktør i FDM Stina Glavind.
LÆS OGSÅ: Hver anden bilist snyder i afgift, siger Motorstyrelsen
Direktøren vil dog ikke give et bud på, hvordan laderetten skal udformes. FDM vil kun sige, at elbilsejere ikke skal betale hele regningen selv. I stedet foreslår organisationen ‘en støtteordning’ med offentlige midler, fordi en ladestander er dyr at få sat op.
– Ellers risikerer vi, at den vil blive mødt af mere modstand end velvilje, siger Stina Glavind i en pressemeddelelse.
Det var tilbage i oktober sidste år, at De Danske Bilimportører, der nu hedder Mobility Denmark, forlangte præcis det samme.
– Vi ser desværre eksempler på, at borgere afleverer deres elbil tilbage, fordi der ikke er tilstrækkelig mulighed for opladning tæt på bopælen. Det er brandærgerligt, sagde Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører, dengang.
Modsat FDM’s forslag mener Mobility Denmark ikke, at deres forslag skal koste det offentlige noget.
I stedet skal opgaven sendes i udbud blandt private aktører. Omvendt hævder bilimportørerne, at lade-selskaberne direkte vil betale for at få lov til at sætte ladestandere op.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!