Bevares, det er først juleaften på fredag. Men i Hannover har de tradition for at fejre dagene op til ved at smide et hav af lyskæder på bilerne i gadebilledet.
Der er traditioner vi ikke forstår, og så er der dem, vi gør. Blandt sidstnævnte er en bestemt juletradition i Hannover. Her dekoreres biler i hobetal med julelys, og så kører de ellers gennem byen, når mørket falder på.
Og selvom Volkswagen ikke er fra byen, så er mærkets biler stærkt repræsenteret hvert år. Se selv videoen længere nede i denne artikel. Hvor mange VW’er kan du tælle sammen?
Det var dog særligt de ikoniske VW-busser T1, T2 og T3 der løb med opmærksomheden i år.
Hvert år tiltrækker paradekørslen hundredvis af Hannover-borgere, også selvom bilerne kører meget sent om aftenen og nogle gange helt ud på natten. Til gengæld køre kortegen meget langsomt, så der er gode muligheder for at få tage billeder og kigget godt på de mange flotte biler.