Det blev til to femtepladser for Jan Magnussen, som udfordrede nogle af Skandinaviens hurtigste Porsche-kørere til sæsonpremieren på Carrera Cup.
For fjerde sæson i træk er Jan Magnussen på deltagerlisten i Porsche Carrera Cup Scandinavia, og den 49-årige racerkører udfordrede således feltet i sæsonpremieren på 2023-udgaven, som fandt sted på den tidligere Formel 1-bane Anderstorp Raceway den forgangne weekend.
Trods Magnussen ikke har haft den samme mængde tid til test og forberedelse som sine konkurrenter i den skandinaviske Porsche-serie, lykkedes det alligevel for danskeren at sikre to femtepladser i weekendens to sprintræs.
Her startede Jan Magnussen fra henholdsvis en syvende- og en ottendeplads og formåede således at hente positioner i begge løb, lyder det i en pressemeddelelse.
– Først og fremmest var det fedt at være tilbage i Carrera Cup igen. Stor tak til Porsche Sverige for at give mig mulighed for igen at være med i udvalgte løb i sæsonen. Det er en stærk serie med en dygtige talenter, som virkelig giver den gas. Løbene er korte og intense, lidt som de danske DTC- og TCR-løb, hvilket betyder heftige kampe og infights.
LÆS OGSÅ: Så gik den ikke længere – Norge slukker for populær dansker-dims
– Alene at komme på podiet blandt de her gutter er virkelig en præstation, så jeg er godt tilfreds med weekendens to femtepladser.
– Det er en god start på sæsonen, og så må vi forsøge at være endnu stærkere næste gang, siger den 49-årige mangedobbelte Le Mans-vinder.
Næste opgave for Jan Magnussen er allerede den kommende weekend, 20.-21. maj, hvor han stiller op for Auto Lounge Racing i sæsonpremieren på TCR Denmark 2023 på FDM Jyllandsringen.
Herefter rejser danskeren til Le Mans, hvor han den 7.-11. juni deltager i både Michelin Le Mans Cup for GMB Motorsport samt i det berømte 24-timersløb for ParkOne Racing og Inter Europol Competition.
Læs flere artikler efter annoncerne: