Kevin Magnussen lykkedes godt nok med at finde mere fart i Qatar. Men det var bare ikke nok til point – og det er virkelig dårligt nyt for Haas.
En alternativ strategi fra Haas’ side under søndagens løb i Qatar gav ikke pote. Heller ikke point-mæssigt.
Og det kan koste Formel 1’s eneste amerikanske hold dyrt. De pointløse kilometer i Haas-raceren betød nemlig, at holdet er faldet ned bag Alfa Romeo i den samlede konstruktørstilling.
Når vi til det sidste løb på 2023-kalenderen, og Haas stadig ligger 9. ud af 10 hold, er millioner af dollar i præmiepenge tabt på gulvet for mandskabet.
Haas og Magnussen kan dog håbe, at de opgraderinger, som man sætter på racerne i forbindelse med løbet på Circuit of The Americas senere på måneden, giver mening og frem for alt point.
LÆS OGSÅ: Uffes Citroën dumpede til syn på grund af askebægret
– Jeg synes egentlig, at fra hvor jeg sad, så det okay ud. I hvert fald i forhold til min egen weekend hidtil fandt jeg noget i løbet og kom op i gear.
– Det er jeg glad nok for, men vi tabte placering i konstruktørmesterskabet, hvilket er nedtur. Men der er et par løb endnu til at kæmpe tilbage, lød det fra den 31-årige Formel 1-dansker til TV3 Sport efter løbet i Qatar.