En blot 19-årig mand erkendte torsdag aften i sidste uge, at hans kørsel nok gik lidt hurtig.
I hvert fald kontaktede operatøren i en fotovogn på Holmstrupgårdvej i Brabrand politiet, da den 19-årige kl. 18.56 blæste forbi kameraet med en hastighed på 127 kilometer i timen.
På vejen må man højst køre 60 km/t.
Klokken 19.01, oplyser politiet, blev bilisten stoppet på Edwin Rahrs Vej. Og her erkendte den 19-årige, at det nok var gået lidt for stærkt. Som konsekvens måtte han aflevere både bilnøgler og kørekort.
Bilen er i øvrigt ikke mandens egen. I stedet tilhører den et leasingsselskab, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Den 19-årige er nu sigtet efter reglerne om vanvidsbilisme, da han kørte mere end 100 procent for stærkt.