Søndag målte politiet bilisternes hastighed i en 50-zone i det sønderjyske. Det var bare én km/t fra at koste hele to bilister både kørekort og bilerne.
Det både regnede og var gråvejr i søndags. Alligevel trådte flere bilister på Erlevvej mellem Marstrup og Haderslev hårdt på speederen.
Faktisk trådte nogen så hårdt, at det var lige ved at koste dem både bil, kørekort og en rum tid bag tremmer.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie “X” – det tidligere Twitter.
23 bilister kørte for hurtigt på vejen, der er en 50-zone. To af dem står til klip. Mens to andre bilister kørte så stærkt, at det var lige ved at koste dem meget, meget mere.
LÆS OGSÅ: 4.000 biler fra Fisker undersøges for ny kritisk fejl
Hurtigst gik det nemlig for de to bilister, der fløj forbi politiets måling med henholdsvis 91 km/t og 100 km/t. Havde hastigheden bare været 1 km/t højere for sidstnævnte, var både bil og kørekort røget på stedet.
Og det er langt fra sikkert, at bilisten ville have set nogen af delene igen. Vanvidsbilisten fra den måske mest omtalte sag om vanvidskørsel herhjemme har eksempelvis opgivet nogensinde at se sin bil igen. Læs mere om det her.