Kinesiske Nio, der sidste år valgte at fyre sin danske topchef, satte i 2024 uhyggeligt mange penge overstyr. Regnskabet viser underskud på 23 milliarder.
I marts sidste år fyrede det kinesiske bilmærke Nio sin danske topchef og flyttede det meste af forretningen til Sverige.
Nu viser regnskabet, at mærket har tabt 23 milliarder kroner. Pengene er forsvundet i løbet af 2024, og fjerde kvartal kunne ikke rette op på fadæsen.
Det skriver Wall Street Journal.
Regnskabet har fået Nios direktør William Lee til at advare om drastiske nedskæringer og flere generelt ‘omkostningsbesparende tiltag’.
Bl.a. skal der skæres ned på personalemængden i flere afdelinger. Til gengæld skal Nio som koncern allerede i år trække et plus på bundlinjen.
Nio har tabt 23 milliarder kroner på et år
I Norge, hvor Nio har holdt fast i sin tilstedeværelse, afviser pressechefen, at man bliver ramt af de generelle nedskæringer.
Nio har da også travlt. Mærket har et mål om at fordoble salget af elbiler til 440.000 biler. I Norge er man da også på vej frem med en vækst i salget på 43 procent.
Det kan dog skyldes, at mærket har indgået en aftale om at levere en række taxaer, som mærket også vil servicere, til og for et større taxafirma i Oslo.
Underskuddet i 2024 svarer dog til at mærket har tabt næsten 105.000 kroner på hver eneste bil, der forlod samlebåndet.
For at nå et bredere publikum har kineserne tænkt sig at lancere to billigere mærker. Både Onvo og Firefly, som de hedder, ventes til Danmark. Men hjemme i Kina er ejerne langt fra imponerede.
Bilerne styrtdykker nemlig i pris. Både fordi Nio-koncernen selv sætter prisen ned med meget korte mellemrum, og fordi konkurrencen generelt er virkelig intens på det kinesiske bilmarked. Læs mere om det her.
Herhjemme havde Nio store planer. Bl.a. en såkaldt Flagship Store i København og flere batteriskiftestationer. Det blev dog kun til én i Slagelse, før kineserne selv lukkede ned for det meste af den danske forretning.
Stort set alle danske medarbejdere havde i marts 2024 fået en fyreseddel, og de få tilbageværende bliver nu styret fra et fælles hovedkontor i Sverige.
Læs flere artikler efter annoncerne: