Fisker Inc., der kører på randen af konkurs, skal endnu engang tilbagekalde tusindvis af biler. Denne gang er det galt med vandpumpen, som begrænser hastigheden til 16 km/t.
Både i Europa og USA skal Fisker nu tilbagekalde tusindvis af biler. Alene i Europa drejer det sig om 3.343 biler.
Ifølge Fisker er problemet denne gang, at den elektriske vandpumpe sender et forkert signal til systemet, der styrer batteriet. Signalet begrænser Fisker-bilernes tophastighed til mellem 16 og 32 km/t.
Det skriver Foxbusiness.
Ifølge mediet skal Fisker afholde udgiften til udskiftningen af vandpumperne. Andre gange har Fisker måttet tilbagekalde alle biler, mærket nogensinde har produceret.
LÆS OGSÅ: Audi i chokmelding – overvejer at lukke elbilfabrik
Der har været og er fortsat fejl på alt fra Fiskers software til bilernes dørhåndtag. Reservedele er desuden også et problem for mærket, som bad om at få al produktion på fabrikken i Østrig indstillet allerede i marts måned.
Flere forsikringsselskaber i Norden – inklusiv et i Danmark – har allerede meldt ud, at man ikke ønsker at kaskoforsikre nye biler fra Fisker Inc. Det er ganske enkelt for risikabelt.
Andre steder udbetaler forsikringsselskaber erstatninger for bilerne. Det er bl.a. sket i USA, hvor en Fisker Ocean-ejer fik erstatning for en totalskade, da der kom en bule i døren.
Selv har Henrik Fisker ikke villet sige meget om mærkets skæbne. Det selvom han faktisk har vist sig offentligt efter konkursbeskyttelsen tilbage i juni. Læs mere om det her.
Tilbage står en række kreditorer og slås om pengene bag i alt 161 krav rettet mod Fisker Inc. Bilmærket beskyldes bl.a. for ikke at have betalt for de biler, som fabrikken Magna Steyr har bygget.
Producenten siges i stedet at være blevet betalt i aktier. Aktier, som siden april har været af så ringe en værdi, at bilmærket blev smidt af børsen i New York. En skæbne, som også stadig truer kinesiske Polestar. Læs mere om det her.