Den konkurstruede motorcykelproducent KTM har brug for miliarder fra investorer, hvis forretningen skal reddes. Der er 265.000 motorcykler på lager.
Den konkurstruede motorcykelproducent KTM har en betydelig mængde usolgte motorcykler på lager. Ifølge konkurskurator Peter Vogl drejer det sig om 265.000 enheder, hvilket svarer til virksomhedens årlige salg.
Det skriver mediet Der Standard.
Oplysningerne kom frem under et retsmøde i Ried i Østrig, hvor Vogl fremlagde sin rapport om KTM’s økonomiske situation.
KTM, der også ejer motorcykelmærket Husqvarna, har en gæld på over 13 milliarder danske kroner. For at virksomheden kan overleve, kræver det en rekonstruktion, hvor långivere og leverandører accpetere, at de kun kan få 30 procent af deres tilgodehavner. Derudover skal der tilføres 5 milliarder kroner i ny kapital fra investorer.
En af de potentielle investorer er den indiske motorcykelproducent Bajaj, ifølge Der Standard. Retten i Ried har besluttet, at KTM kan fortsætte driften frem til februar, hvor långiverne skal tage stilling til rekonstruktionsplanen.
KTM’s økonomiske problemer skyldes blandt andet store investeringer i cykelfremstilling og det italienske motorcykelmærke MV Augusta. Disse investeringer er foretaget, mens kerneforretningen med motorcykler har haft det svært. Derudover har KTM måttet dække tab i flere datterselskaber, som også risikerer konkurs.
For at forbedre den økonomiske situation skal KTM nu sælge de mange motorcykler fra lageret. Muligvis med enorme rabatter. Skifteretten har tilladt, at virksomheden afskediger 300 medarbejdere og reducerer arbejdstiden til 30 timer om ugen.
Medarbejderne hos KTM kan se frem til at få løn til jul, da en østrigsk løngarantiordning er trådt i kraft. Det er dog stadig uvist, om KTM kan reddes fra konkurs. Virksomhedens fremtid afhænger af, om det lykkes at finde investorer og få långivernes accept af rekonstruktionsplanen.