Kevin Magnussen havde et vildt 2022. Den 30-årige dansker gjorde nemlig meget mere end at gøre comeback i motorsportens kongeklasse, Formel 1.
Det var nok ikke noget, Haas nogensinde havde regnet med ville ske. I hvert fald ikke i 2022. Alligevel satte danske Kevin Magnussen sin racer på pole position, da Formel 1-feltet i november måned var i Brasilien.
LÆS OGSÅ: Gjorde nummerplader digitale – nu er de allerede hacket
Og det har sat sine spor. Ikke bare i Haas-garagen. Men i den grad også hos hovedpersonen selv.
– Vi er et lillebitte hold, så det er kæmpestort. Det er helt klart en af de vildeste oplevelser.
-Hvis jeg stoppede i dag, ville jeg tænke tilbage på mit podium (i debutløbet i 2014, red.) og den her pole position. Det er lidt sjovt at tænke tilbage på en ni år lang karriere, og så er der to ting, der har betydet noget, siger Kevin Magnussen til B.T.
Og der er faktisk mere, danskeren kan være stolt af. For med sin pole position skrev Kevin Magnussen sig ind i et kapitel af motorsportens historie, som kun ganske få Formel 1-kørere nogensinde oplever. Foruden ham er der nemlig kun 105 andre racerkørere i hele Formel 1’s 73 år lange historie, der har kørt en pole position hjem.