Det var Kia EV9 der løb med titlen som Women’s Worldwide Car of the Year 2024. En dansk kvinde er blevet spurgt.
Den ligner et rumskib.
Men spørger man juryen bag kåringen ‘Women’s Worldwide Car’, der består af 75 journalistinder fra 52 lande, er Kia EV9 altså den fedeste i år. Eller i hvert fald årets bil 2024.
I forbindelse med kåringen var der 63 biler at vælge imellem, men ingen kunne ifølge den kvindelige jury altså slå Kia EV9.
Det skriver den danske Kia-importør i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Volkswagen registrerer modelnavnet “anspændt”
En elbil som i Danmark koster fra 675.000 kroner. Det bliver dog endnu dyrere, hvis der kun skal være plads til seks, for så vil den danske importør have 750.000 kroner for EV9.
Når det så er sagt, blev kun én dansk kvinde spurgt, da Women’s Worldwide Car skulle findes i år. Det selvom der er flere jurymedlemmer fra både USA, Kina og Canada.
– EV9 begejstrede mig med sine fremtidige muligheder som en multifunktionel elbil. Det var svært at tro, at dette store, komfortable og alsidige køretøj ikke behøvede en tank benzin eller diesel, siger det australske jurymedlem Liz Swanton om Kia EV9.
Årets bil sådan helt generelt set er også fundet. Med 329 point slog den nye Renault Scenic E-Tech den nye BMW 5-serie og Peugeot 3008. I den sammenhæng måtte Kia EV9 nøjes med en fjerdeplads og 190 point.