Bogstavlige bump på vejen
Trods sin beskedne størrelse endte den lille BMW med at give Frederik et par gevaldige hovedbrud i de ti måneder, projektet var undervejs. Det kan næsten ikke undgås med så stor en ombygning. Lad os dog starte i det små. Frederik overvejer at hæve bilen én, måske to centimeter.
Lige nu gør kørehøjden nemlig ikke sit bedste for at underlæben i kulfiber skal have et venskabeligt forhold til vejbump i København.
På den lidt større skala finder vi et par opgivende englændere med mere kulfiber i form af et tag.
– Taget er købt i England. Det første, vi modtog, havde buler og fejl i støbeformen, fortæller Frederik om den oplevelse og fortsætter: Vi modtog yderligere to, før det var i orden, og til sidst sendte englænderne faktisk støbeformen med. Det tog ca. fem måneder at få det ordnet, slutter han.
Dertil kommer arbejdet på selve N55-motoren, som er populær blandt tunere, men stadig en ret ny konstruktion. Selv i USA, hvor udviklingen går hurtigst, er der stadig få, som har skabt en lækker løsning.
I Frederiks tilfælde bliver arbejdet blot mere kompliceret af DCT-gearet.
Klik ‘NÆSTE SIDE’ for at læse videre