Mange ombyggede japanerbiler her i landet er importeret og ombygget fra udlandet. Men ikke Benjamins – han har en af de meget få og gennemførte Skyline R33 GT-R, som er bygget op helt fra bunden af ham selv. Få hele historien her!
NB: Artiklen, du nu skal til at læse, blev første gang trykt i Boosted Magazine nr. 15. Det var i april 2015.
Drengedrømme kommer i alle aldre. Og bare fordi man hedder Benjamin Muusmann, og er 35 år, skal det absolut ikke være en hindring for, at forfølge sine bildrømme. Vi møder Benjamin på hans værksted, som førhen var garagen på familiens hus i Solbjerg udenfor Århus, men den er han for længst vokset ud af.
Derfor har han nu købt nogle store nedlagte firmabygninger, som er blevet istandsat og giver mulighed for tonsvis af bilprojekter, hvilket er nødvendigt, for Benjamin har mange af dem. Men lad os nu lige tage den fra begyndelsen.
Klik ‘NÆSTE SIDE’ for at læse videre
TUREN SLUTTEDE I HOLLAND
Benjamin har altid været forelsket i en Nissan Skyline R34 GT-R, men da han i 2009 stod til at blive far, fik han travlt med at realisere sine drømme.
– Jeg ville simpelthen opleve at have en Skyline GT-R inden min søn kom til verden, og da en R34 GT-R kostede svimlende med penge tilbage i 2009, fandt jeg en fin R33 GT-R i England, som min kammerat og jeg fløj over til, fortæller Benjamin og fortsætter.
– Jeg var jo lidt grøn dengang, så jeg var blevet helt forelsket i bilen, fordi der sad en kæmpe HKS T51 KAI turbo på den og den efter sigende skulle være proppet med stumper. Havde jeg dog bare vidst, hvad jeg ved om Skyline i dag, så var det ikke gået helt så galt, forklarer han.
Bilen blev købt og gutterne kørte ombord på færgen. Da de kommer i land i Holland og ramte motorvejen, skulle Skylinen ellers prøves af.
– Det blev en meget kort fornøjelse, for der gik ikke længe med speederen i bund, før motoren sagde meget mekanisk og gik i stå. Jeg kunne lige trille op til en afkørsel og så var det eventyr slut, fortæller Benjamin.
Bilen bliver kørt hjem på trailer og Benjamin finder efterfølgende ud af, at det brutale turbokit faktisk er hængt på siden af en original motor med originale dyser osv. Så er var det pludselig ikke så underligt, at den gav op med det samme.
Klik ‘NÆSTE SIDE’ for at læse videre
PROJEKTET TOG OVERHÅND
Med en nyindkøbt drømmebil og en meget ødelagt motor, begynder Benjamin at skille bilen ad. Nu var han jo i gang med at pille motoren ud, så kunne han jo lige så godt omlakere bilen, som stod i den originale røde farve.
Alle ved jo, at et motorskift og en omlakering næsten er det samme… Arrh, men Benjamin brugte i hvert fald det argument overfor sig selv og nu blev bilen splittet ad fra en ende af.
– Det tog jo totalt overhånd, men nu jeg var i gang med et farveskift, så kunne jeg jo lige så godt få bilen lakeret i kabinen og i bunden. Jeg havde så ikke lige overvejet, at en lakering af bunden betyder, at karosseriet skal splittes fuldstændig ned til sidste skrue, fortæller Benjamin med et smil på læben.
Klik ‘NÆSTE SIDE’ for at læse videre
SVÆRT AT SKAFFE MÆRKE-DELE
En Skyline R33 GT-R er ikke verdens sværeste bil at finde dele til, men vil man have kvalitetsdele fra anerkendte producenter, kan det alligevel være en svær opgave. Benjamin brugte to år på at indsamle de helt rigtige dele til sin bil og i den tid fandt han hele tiden nye ting, som han hellere ville have.
Det resulterede i, at han solgte mange af sine dele igen, inden de nogensinde kom på bilen.
– Jeg fandt egentlig lidt ud af, at det var ret nemt at sælge dele til sådan en bil og faktisk med lidt fortjeneste på. Så jeg begyndte at bestille to og tre af hver ting, jeg købte hjem. Så fik jeg dem lidt billigere og kunne tjene en skilling til projektet. Men også her tog det overhånd og jeg begyndte at bestille mere og mere. Pludselig stod jeg med et par containere fyldt med bil-grej, og det var faktisk her, at Autoslanger.dk kom til verden, griner Benjamin.
Forretningen kører forrygende, men det har motorerne til Skylinen ikke ligefrem gjort. Der har været et par dårlige oplevelser med motorbyggere og derfor tog Benjamin opgaven i egen hånd.
Den nuværende motor har han selv skruet sammen, men trods lidt wastegate-problemer, blev den ikke mappet ind til mere end 600 hk ved 1,3 bar.
– Drømmen om 800 hk i en R33 GT-R lever endnu, og jeg vil gå i gang med at bygge en stroket 2,9-liters motor i vinter. Jeg er typen, der ikke giver op så let, slutter han.
Klik ‘NÆSTE SIDE’ for at læse videre
PROJEKTER NOK AT SE TIL
Den flotte R33 er så godt som kosmetisk færdig, men det er mere end, hvad man kan sige om de resterende projekter i værkstedet. Benjamin har en Nissan Silvia S14A med det fedeste widebody-kit under opbygning.
Han har også en legendarisk klassiker af en Datsun 240Z under opbygning og lidt andre småting her og der. Og samtidig med driften af eget murerfirma og Autoslanger.dk, så er vi faktisk ret imponerede over, at Benjamin får alting til at hænge så godt sammen.
Planen er, at R33’eren skal på plader i år, men med de mange projekter, tror Benjamin heller ikke helt på det selv. Vi håber dog på at se ham og bilen til sommerens træf.
TEKNIKKEN – HVA’ KAN DEN?
MOTOR: HKS-smedede stempler • ARP bolte • ACL lejer • BC knaster • HKS knasthjul • 1 mm overstørrelse ventiler • bronze ventilstyr • stramme ventilfjedre og titaniumsretainere • Nismo indsugningsmanifold • Precision PT 7275 CEA turbo • hjemmebygget turbomanifold
GEARKASSE OG DRIVLINE: Original manuel gearkasse • Cusco spær for og bag
UNDERVOGN: HKS Hypermax 2 gevindundervogn med justerbar bump og rebound
BREMSER: Tarox B34 10-stemplede kalibere med 380 mm skiver hele vejen rundt
FÆLGE OG DÆK: Originale Volk CN28 fælge i 9,5×19” hele vejen rundt • Toyo R888 dæk i 275/30-19
KAROSSERI: Komplet Top Secret bodykit • Top Secret kulfiber-diffuser • kulfiber motorhjelm og Autoselect kulfiber hækvinge
KABINE: Dørbeklædningerne og og sæderne er betrukket i læder og alcantara med grønne krydssyninger • Bride kulfibersæder • 6-punkt bur • originalt Nismo måttesæt
PRÆSTATIONER: Stoppede mapningen på grund af problemer med wastegate, men nåede 600 hk ved 1,3 bar