Lamborghini Temerario er formentlig navnet på Huracans afløser. Bilen smider to cylindre, men bliver alligevel meget vildere på vejen.
Lamborghini bygger sin sidste gadebil med V10-motor i år. Men der er ingen grund til at græde for meget over spildt mælk.
I hvert fald ikke hvis man spørger mærkets administrerende direktør Stephan Winkelmann. For Huracan-afløseren får enormt mange hestekræfter, selvom den smider to cylindre væk.
Det bekræfter Winkelmann på sin LinkedIn-profil.
I et opslag skriver den 59-årige, tyske topchef, at motoren – som Lamborghini siger er en 4-liters V8’er udviklet særligt til dem – får hele tre elektriske motorer. Men der er mere endnu.
LÆS OGSÅ: Kæmpe dansk bilimportør har mistet troen på elbiler
På grund af hybridhjælpen vil den nye ‘baby-lambo’, når den ser dagens lys, kunne prale af en samlet ydelse på den anden side af 900 hestekræfter.
– Det er endelig tid til at fortælle jer om Lamborghini 634 (intern fabrikskode, red.), hybrid-efterfølgeren til Huracán, der vil slutte sig til vores modelprogram af plug-in-hybrider.
– Denne helt nye model er designet fra bunden i Sant’Agata, og den vil være udstyret med en twin-turbo V8-motor, kombineret med et hybridsystem med tre elektriske motorer. Det er optimeret til en maksimal ydelse på den anden side af 900 hestekræfter, skriver direktøren.
Udover det havde Stephan Winkelmann ikke meget at sige om Lamborghinis nyeste bil. Men med de nye oplysninger står det klart, at den lægger sig lige i halen på topmodellen Revuelto.
Den bil har 1.015 hestekræfter fra en 6,5-liters V12-motor uden turbo. Til gengæld nyder den godt af hybridhjælp. Men nok om topmodellen.
For Temerario, hvis den da kommer til at lystre det navn, vil langt overgå den nærmeste konkurrent i form af Ferrari 296 GTB. Bilen fra Maranello må ‘nøjes’ med V6-motor og 830 hestekræfter.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!