Det var en ‘slap’ håndbremse, som i morges sendte en lastbil med hænger en tur ud i Limfjorden.
Flere billeder: presse-fotos.dk
Tirsdag morgen omkring kl. 06.30 røg en lastbil med hænger i Limfjorden. Dog var det ikke med chaufførens gode vilje. Han sad inde hos Hvalpsund-Sundsøre-færgens overfartsleder Flemming Thomasen og drak kaffe.
Som han i øvrigt plejer, påpeger overfartslederen overfor DR.
– Så begyndte lastbilen at rulle, og han nåede ikke ud, inden den kørte ud over rampen, fortæller overfartslederen til mediet.
LÆS OGSÅ: Vognmand får konfiskeret lastbil tilbage
Ingen personer opholdt sig i lastbilen, da den begyndte at trille i vandet. Der blev da også tilkaldt dykkere for at få lastbilen op af vandet igen.
På Facebook skriver Hvalpsundfærgen “Færgen Mary” tirsdag eftermiddag, at bjergningsarbejdet er i gang, og at mange følger nysgerrigt med i aktionen.
– Vi må desværre indstille sejladsen i dag – der har været et uheld med en lastbil. Vi forventer ikke at komme til at sejle mere i dag, lød det i opslag tidligere på dagen.
Hvalpsundfærgen sejler mellem Hvalpsund og Sundsøre i Limfjorden, og lastbilen røg i vandet cirka 150 meter fra kysten.