Der er en stadigt større usikkerhed om gensalgsværdien i elbiler, der presser prisen på leasing op. Leasing er ellers meget populært. Især i Danmark.
Danskerne leaser biler som aldrig før. Men det er også blevet markant dyrere for dem. En årsag er, at leasingselskaberne skal kompensere for lavere gensalgsværdi.
Det skriver Reuters.
Gensalgsværdien er generelt blevet sværere at forudse, fordi bilmærkerne er blevet kastet ud i en priskrig på nye biler. Og så er der kun ét sted, leasingselskaberne kan hente en nogenlunde økonomisk sikkerhed. Nemlig i kundernes lommer.
– Hvis vi bliver presset meget, meget hårdt på, at alt skal være elektrisk for hurtigt, vil mine aktionærer sige, at de ikke vil løbe risikoen, og så skal vi ud af markedet.
LÆS OGSÅ: Ladeoperatør er gået konkurs med gigantisk gæld
– Lad os være ærlige: Uden os, hvem tager risikoen? siger Tim Albertsen, der er direktør i leasingselskabet Ayvens, det tidligere ALD, til nyhedsbureauet.
Tal fra German Center Automotive Research viser, at en elbil, der koster godt 340.000 kroner fra fabrikken, er blevet 2.500 kroner dyrere at lease, end det var tilfældet for tre år siden.
Den tilsvarende benzinbil er der væsentlig mindre usikkerhed om. Også når det kommer til gensalgsværdien. Derfor er den blevet en smule billigere at lease end for tre år siden. Men det er ikke meget. Til gengæld skal man i udgangspunktet forvente højere brændstofomkostninger.
Ifølge analysefirmaet Autovista har elbiler en lavere gensalgsværdi i dag end før pandemien sammenlignet med benzinbiler.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!