Men kun for de NSX-ejere der nænner af skære de originale skærme op
Den første Honda NSX er på mange måder et af 1990’ernes helt store bil-ikoner. Og ikke bare fordi Formula 1-legenden Ayrton Senna var dybt involveret i udviklingen.
Faktisk var den lave sportsvogn med sin tre-liters V6’er så populær, at Honda kunne holde produktionen kørende i hele 15 år fra 1990 til 2005.
Velholdte eksemplarer er en mindre formue værd i dag – her yderligere 15 år senere. Men til de NSX-ejere, som nænner at skære i skærmene, har Liberty Walk noget, der stensikkert får bilen til at stikke ud fra mængden.
Ja, du gættede helt rigtig – et bredt bodykit. LB-Works Honda NSX er umiskendeligt et Liberty-kit – bredt og voldsomt.
Med fender flares i størrelse ‘oversize’, et monster af en hækvinge og en diffuser, der lige så godt kunne være monteret på en Formula 1-ræser.
LÆS OGSÅ: Næste Subaru WRX STI får 400 hk
Prisen lugter desværre også af noget, som nemt kunne være forbeholdt motorsportens kongeklasse. Hele kittet løber op i 13.000 dollars, og så får du faktisk ikke hele udtrykket med.
Nej, for luftundervognen koster yderligere 9.100 dollar. Samlet set skal der lægges 22.100 dollars i Japan, og det er altså før, du får betalt en fragtmand for at få skidtet hjem.
Men er du gal, noget fedt ‘skidt’!