Hedin Automotive har købt sig til 60 procent af aktierne i den danske virksomhed, KOED A/S – dermed kommer den danske BMW-og MINI-specialist på norske hænder.
Det begyndte i 1993, og lige siden har Henrik Høstrup Sørensen tegnet den danske BMW-specialist både ud af til og økonomisk af egen lomme.
Men det ændrer sig nu. For fra november måned 2020 har den norske afdeling af svenske Hedin Automotive AB overtaget 60 procent af den danske virksomhed.
Det oplyser både Hedin Automotive og Henrik Høstrup Sørensen selv.
Dermed binder den danske BMW-virksomhed endnu stærkere bånd til Norge. I sidste måned kunne vi her på Boosted.dk fortælle, at KOED A/S havde opkøbt det norske BMW-fællesskab E30 Meet.
– Med opkøbet danner vi et solidt fundament for fremtidig vækst, og dermed også muligheden for at forsyne BMW-og Mini-ejere med endnu bedre produkter og service i Skandinavien, fortæller Stig Sæveland, administrerende direktør for Hedin Automotive i en pressemeddelse.
LÆS OGSÅ: Ny Golf R afsløret: Den kraftigste nogensinde
Henrik Sørensen: Derfor gør jeg det
På Facebook har Henrik Sørensen også kommenteret opkøbet. Noget han kalder for både en nem og svær beslutning.
– Hedin er en ganske betragtelig BMW aktør, som har gode og ambitiøse vækstplaner i Europa. Planer som jeg og resten mine folk i KOED skal være en del af, skriver Henrik Sørensen.
Han fortsætter med at sætte ord på fremtiden.
– Jeg ser det oprigtigt som en enestående chance for at komme med på udviklingen i den retning jeg ønsker for KOED.
Som følge af opkøbet indtræder Stig Sæveland og Jonny Skrivarhaug i KOED A/S’ bestyrelse. Mens Henrik Høstrup Sørensen beholder sin plads i bestyrelsen og positionen som firmaets andet største aktionær.
– Vores sortiment udvides markant fra dag 1 ved hjælp af vores nye søsterselskab GS Bildeler, og vores kunder vil komme til at mærke en langt stærkere leverandør og partner gennem hurtigere levering, mere på lager, endnu mere know-how og bedre priser. Vi bliver kort sagt endnu bedre til at ”hjælpe BMW-folket”, skriver Henrik Høstrup Sørensen på sin facebookprofil.
Tilbage i september måned besøger Boosted-redaktionen – det kom der noget video ud af, som du kan se her.