Jan Magnussen, Antonio Garcia og Mike Rockenfeller starter årets 24-timersløb fra en tredjeplads i GTE Pro-klassen efter stærk indsats i sidste og afgørende kvalifikation torsdag aften.
Det blev en spændende afslutning på tredje og afgørende kvalifikation til årets udgave af 24-timersløbet på Le Mans, hvor bilerne i den benhårde GTE Pro-klasse kæmpede til det sidste om startplaceringerne. Med en tid på 3:48,830 minutter sikrede Antonio Garcia sent torsdag aften den gule Corvette C7.R #63 en tredjeplads på startgridden – en omgangstid, som var knap halvandet sekund bedre end trioens bedste kvalifikation i 2018.
– Det var en ret intens kvalifikation. Alle sessions havde indtil da været forstyrret af en del uheld, yellow zones og røde flag, hvilket havde gjort det svært for alle teams at sætte en optimal omgang sammen. Antonio satte en hurtig tid allerede onsdag, så vi vidste, at der var godt med fart i bilen. Udfordringen bestod i at komme ud på det rigtige tidspunkt med de rigtige dæk, det optimale brændstofniveau og ikke mindst fri bane. Det lykkedes til sidst, hvilket var suverænt. Selvom man bestemt ikke vinder et 24-timersløb i kvalifikationen, giver det et naturligt boost til kampgejsten at vide, at vi er med helt fremme på farten, lyder det fra Jan Magnussen.
Tre Le Mans-vindere i samme bil
Jan Magnussen stiller for andet år i træk op med sin faste makker i IMSA-serien, spanske Antonio Garcia, og tyske Mike Rockenfeller, i Corvette C7.R #63. En stærk trio, som tidligere har vundet 12-timersløbet på Sebring, og som tilsammen har ni Le Mans-sejre. Sammen med de tre kørere i søsterbilen, Oliver Gavin, Tommy Milner og Marcel Fässler i Corvette C7.R #64, har årets Corvette-trup i alt sikret hele 19 sejre, hvilket gør dem til det mest vindende kørersetup i GTE Pro-klassen.
Pole position i GTE Pro-klassen til årets 24-timersløb blev i øvrigt sat af landsmanden Marco Sørensen, som sammen med Nicki Thiim og Darren Turner stiller op for Aston Martin Racing. Sidste års GTE Pro-vinder, Porsche-køreren Michael Christensen, starter fra en syvendeplads sammen med Kevin Estre og Laurens Vanthoor. I alt stiller 17 biler fra seks forskellige producenter op i GTE Pro-klassen.
TIDSPLAN – 24 HOURS OF LE MANS 2019
Lørdag 15. juni
Kl. 09.00 – Warm-up
Kl. 15.00 – RACE (24 timer)